Ingen slinger i valsen

Samme 22 mand som sidst
Ingen af de to holds trænere blev nok særligt overraskede over modstandernes startformation, for begge havde valgt at stille med præcis de samme 11 spillere som i det første opgør i København for en uge siden. Selve kampen fik dog et ganske andet forløb, og det skyldtes blandt andet – men ikke kun – den meget omtalte kombination af kunstgræs og tag, som adskiller Telenor Arena fra de fleste andre fodboldarenaer rundt om i Europa. Den kendsgerning, at de danske mestre kunne lukrere på en 3-1-føring, indebar naturligvis også, at Ståle Solbakkens taktiske oplæg var mere defensivt orienteret end i hjemmekampen.

Det var der også god grund til, når man så kampens indledning, hvor hjemmeholdet efter mindre end et minut skabte en del uro i de bageste rækker med et giftigt hjørne og et efterfølgende flugtskud af Pontus Farnerud, der tog overkanten af overliggeren. Men når man nu ved, hvordan Jesper Christiansen stod kampen igennem, kan man i bakspejlet godt se, at den flugter aldrig var gået ind, selv om den havde siddet inden for målrammen…

Det skabte dog bekymring i den københavnske lejr, og det blev ikke bedre af en hel del dumme boldtab i opspillet af den slags, hvor man på forhånd vidste, at der ikke ville gå mange sekunder, før nordmændene omgående satte kurs mod FCK-feltet med samme målrettethed som en skihopper på vej ned ad Holmenkollen. Heldigvis landede de fleste angreb på et bundsolidt centreforsvar med Zanka og Antonsson eller i næverne på Jesper Christiansen, men man sad ikke helt roligt på stolen i den første fase af kampen.

Arbejdede sig godt ind i kampen
Stille og roligt fik gæsterne dog arbejdet sig ind i kampen og vænnet sig til de atypiske baneforhold, og man fik efterhånden også elimineret de værste boldtab. Efter en snes minutter stødte Oscar Wendt godt med frem i venstre side, men hans flade tværaflevering hvislede på tværs af målfeltet uden at brasilianerne nåede frem til den. Minuttet senere var det Grønkjærs tur til at slippe fri i venstre side, og han fandt Ailton i fin skudposition, men han overplacerede desværre sin afslutning, der strøg lige forbi. Et dansk føringsmål her ville ellers have lunet gevaldigt, men så let skulle det nu alligevel ikke gå i aften.

Nordmændene havde nok bolden mest, men når de selv skulle bygge spillet op, gik det ofte langsomt og omstændeligt, og de havde i øvrigt også deres andel af fejlafleveringer, selv om de har haft hele året til at vænne sig til underlaget. Men nu skal kunstgræsset jo heller ikke have skylden for alt! I hvert fald viste det sig, at hvis vi kunne begrænse vores boldtab og dermed deres kontramuligheder, så havde de få svært ved at spille sig frem til afslutninger.

Med til billedet hører absolut også, at Zanka og Anton kampen igennem havde rigtig godt styr på den svenske frontduo Berglund og Nannskog, der ligesom i det første opgør savnede den sidste skarphed. Det så man f.eks. omkring den halve time, hvor den dygtige japaner Kobayashi fandt Berglund i højre side af feltet, men i stedet for at hugge på mål prøvede han at lægge den på tværs, men selv om den lå fint, var der bare ingen blå trøjer i nærheden.

Pospech og Wendt var primært kommet for at forsvare, og det koncept holdt de sig fornuftigt nok til, men de forsøgte dog af og til at støde med frem og hjælpe i offensiven. Ved en enkelt lejlighed trak Pospech fint ind fra sidelinien og udfordrede nordmændene med et lumsk venstrebensskud fra distancen, men den strøg lige over mål.  Ellers var det småt med afslutningerne fra gæsterne, der kampen igennem havde lidt svært ved at holde ordentligt i bolden, når man havde den inden for egne rækker. Det betød, at man kom til at løbe lidt vel rigeligt efter nordmændene, og med den fugtige og varme indendørsluft var det noget, der tærede ekstrahårdt på kræfterne.

Alt i alt en tilfredsstillende første halvleg med rimelig kontrol på begivenhederne efter den lidt febrilske start.

En meget afgørende feberredning
Kampen kunne have fået et noget andet forløb, hvis Berglund seks minutter efter pausen havde stået over for en keeper af en anden kaliber end Jesper Christiansen. Kobayashi sendte Nannskog til baglinien i venstre side, og hans indlæg lå perfekt til ”Bella”, der timede sit tilløb godt og fra kanten af målfeltet sendte et hårdt hovedstød ned mod hjørnet, men med en fænomenal refleksredning fik Jesper Christiansen vredet sin krop ned og slået bolden på stolpen, hvorfra den sprang ”heldigt” ud til en forsvarskollega, der lettet lossede den væk. Ældre fodboldentusiaster kom uvægerligt til at mindes Gordon Banks' legendariske redning fra Pele ved VM i 1970…

Det skulle vise sig at blive en slags vendepunkt, for siden den afbrænder var det som om Stabæk mistede lidt af gejsten. Var de kommet foran, kunne det også være blevet en ubehageligt lang halvleg for løverne, der imidlertid tankede yderligere selvtillid ved den afgørende redning. Måske vidste Bella også selv hvor det bar hen, da han kort efter hidsede sig gevaldigt op efter et lille sammenstød med Hjalte, men den udmærkede skotske dommer løste konflikten på klassisk britisk manér ved at snakke kamphanerne til ro.

Efter en times tid måtte Anton til gengæld indkassere en advarsel for at nedlægge Bella bagfra, men den kunne man dårligt indvende noget imod. Kort efter viste Jesper Christiansen igen sin klasse, da han afværgede et kompetent skud fra Kobayashi, der blev spillet fri på kanten af feltet af Farnerud, og siden kom nordmændene reelt ikke frem til mere.

Det gjorde det heller ikke nemmere for dem, at københavnerne var noget nær umulige at lokke til at satse på kontraløb. Det havde nok mest sin forklaring i, at flere døjede med kræfterne i den tunge luft, men også i at der ikke var nogen som helst grund til at blotte sig den mindste smule, så længe Stabæk stadig skulle op og score to gange for at gå videre.

Nu skulle den bare køres hjem
Det afspejlede sig også i udskiftningerne, hvor Nordstrand først afløste Ailton, og TK siden kom ind for Grønkjær og gjorde midtbanen endnu mere kompakt end den var i forvejen med Hjalte og Hutch som evigt arbejdende og fightende dynamoer.

Stabæk forsøgte i ny og næ, men det virkede efterhånden ikke som om de for alvor troede på, at de kunne vinde det, de norske medier med vanlig selviscenesættelse havde udråbt op til at være ”Slaget om Norden”. Nannskog var ved at slippe fri til skud, men blev forhindret af en præcist tacklende Anton, og da Bella lidt senere forsøgte sig, endte hans forsøg i sidenettet. Så stillede og roligt ebbede det ud, og i slutminutterne og tillægstiden kunne gæsterne rutineret køre bolden rundt i rækkerne og lade sekunderne tikke af sted mod det længe ventede slutfløjt.

Langt inde i overtiden var Nordstrand faktisk meget tæt på at score, og selv om det ville have været den ultimative prik over i’et, så var der absolut ingen i den danske lejr, der havde noget som helst at indvende mod 0-0!

Dermed har Ståle for fjerde gang af fjerde mulige ført sine tropper til et europæisk gruppespil, og så venter vi sådan set bare på, om det bliver Champions League eller Europa League… i første omgang gælder det lodtrækningen på fredag. Og den må de gerne foretage indendørs på et kunstigt underlag!