Hobro tættest på sejren

Ståle og trænerteamet havde ændret på to pladser siden Vardar-kampen i tirsdags: Matic og Pieros startede i stedet for Gregus og Pavlovic. Og så noterede man med glæde, at Peter Ankersen allerede var klar til en plads på bænken efter sit ankelbrud i maj!

40 sekunder! Mere var der ikke spillet, da Quincy Antipas dundrede bolden på overliggeren! Et par tabte dueller på midtbanen, og en lidt afventende Pierre Bengtsson – og resolut huggede han optimistisk til kuglen langt ude fra højre side og var kun centimeter fra at give jyderne en drømmestart.

Selv om vi herefter fik gang i vores offensive spil med gode kombinationer og en hel del indlæg, så nåede det dog ikke for alvor at blive farligt i Hobro-feltet, før de efter et kvarters spil traf træværket i den anden ende! Antipas slap meget let til baglinjen, fandt Vito Hammershøi-Mistrati på kanten af det lille felt, og kun en lynhurtig refleks af Robin sørgede for, at hans afslutning tog stolpen!

Inden da havde Antipas haft endnu et lumsk skud, som tvang Robin til at give hjørne, og man må bare konstatere, at der blev givet alt for meget plads i forsvaret. Kirkevold var også meget tæt på at komme frem til et giftigt indlæg fra backen Kopplin, men vi slap med skrækken og clearede til hjørne.

 

Robin Olsen
Robin Olsen - dagens Man of the Match


Plads gav Hobro derimod ikke i deres forsvar, hvor de formåede at cleare stort set alle vores indlæg og dødbolde. Kort før den halve time måtte Boilesen behandles efter at være blevet ramt hårdt i brystet af Jonas Brix-Damborgs albue under en duel midt på Hobros halvdel. Han kom på benene og gennemførte halvlegen, før han måtte udgå - og desværre viste det sig senere, at skaden var mere alvorlig end først antaget.

 

Nicolai Boilesen behandles for en skade, der viste sig at være et brækket brystben
Boilesen er ude 4-6 uger med brækket brystben

Først efter en halv times tid begyndte vi at blive nærgående, da først Verbic trak ind fra venstre og fyrede godt og hårdt af, men det sad lige på Jesper Rask, der slog bolden til hjørne. Lidt efter blev Pieros flået ned lige uden for feltet, men Santander sendte frisparket i muren. Og nogle minutter senere måtte Verbic se endnu et godt skud afværget af Rask.

Efter vi havde domineret i en 10-12 minutter, sluttede Hobro dog halvlegen bedst af og kom igen til store chancer. Først lykkedes det på en eller anden måde Antipas at styre bolden forbi mål fra få meters afstand efter et fladt indlæg fra højre, og Kirkevold kom i halvlegens overtid også til en god skudmulighed, men afsluttede lige på Robin.

Således sluttede halvlegen uden scoringer, og det kunne løverne absolut være mest tilfredse med! Efter pausen kom Kusk ind for Matic, og i stedet gik Toutouh ind centralt, mens Kusk tog højre kanten og Verbic gik over i venstre. Lidt overraskende kom Nicolaj Thomsen ind som Boilesens afløser på højre back, men som kampen havde udviklet sig var det nok heller ikke lige sagen at sætte Ankersen ind allerede på det tidspunkt. Og Thomsen løste i øvrigt opgaven fint og kom også med i flere gode offensive aktioner. 

Pierre Bengtsson lagde ud i første minut med en god afslutning, som Rask igen slog til hjørne, og Pieros headede lidt efter tæt forbi mål på et fint indlæg fra Kusk. Kusk kom også selv til en udmærket afslutning fra spids vinkel, som dog blev rettet af og gik på tværs af mål, og i det hele taget så det generelt bedre ud for mestrene i halvlegens første kvarter.

 

Kasper Kusk
Kasper Kusk i aktion

 

Efter et hjørne var det meget tæt på, at Toutouh med hælen styrede et skud fra Erik Johansson på den rigtige side af stolpen, og det blev i øvrigt fejlagtigt belønnet med endnu et FCK-hjørne.

Men Hobro var på ingen måde slået hjem, og det lykkedes dem efterhånden at vende spillet, så de fik flere og længere angreb på vores banehalvdel, og det kulminerede et kvarter før tid med noget af en trippelchance.

Først blev et Rasmus Minor-hovedstød afværget næsten på målstregen, så hamrede indskiftede Edgar Babayan returbolden på overliggeren, men smed straks de bolden ind over igen, hvor Minor headede lige over mål!

Så der sad man og krydsede fingre for, at vi i det mindste kunne holde 0-0 det sidste kvarter… Pavlovic kom ind for Pieros, men heller ikke han kunne rigtigt komme til noget, og sejrsmålet hang ikke lige i den lune sommeraften, bortset måske fra et frispark lige uden for FCK-feltet, hvor Santander dog ikke kunne overliste Rask. 

Ståle Solbakken

”Jeg har været med til det, der var værre, men ja, vi er i problemer, sammenlignet med de sidste to års dans på roser. Men vi arbejder stenhårdt for at komme videre,” opsummerede Ståle efter kampen.

Læs mere om hvad Ståle sagde efter kampen.

Læs reaktioner fra Verbic, Kusk, Robin og Toutouh