Jelert før OB: Vi skal forsætte med at være omhyggelige
20-årige Jelert har været på banen i 35 kampe i denne sæson, og den unge back spillede da også alle 90 minutter i 4-0 sejren over Lyngby, som han mener at holdet kan tage mange gode ting med fra.
”Der er bestemt flere ting, som vi kan tage med fra kampen mod Lyngby. Tempoet og styringen af kampen, og vores opmærksomhed i de defensive aktioner er nogle af de ting som var positive. Jeg synes vi har set mere stabile ud i defensiven her i foråret, og det tredje cleansheet viser også at vi er på rette vej der. Det er vigtigt vi er omhyggelige i det arbejde,” fortæller Elias Jelert.
Elias Jelert kan krydre ugen med en udtagelse til det danske landshold, men inden den står på landsholdsfodbold, skal backen være med til at lukke grundspillet godt af med en kamp i Odense.
”Vi har sat vores fokus på at få lukket grundspillet godt af, og det sker på søndag i Odense. De har fået lidt mere gang i den, men vi skal med vores kvaliteter tage styringen fra starten af og vinde kampen. Det er det fokus vi har for kampen,” siger Jelert, som har måtte høre lidt fra holdkammeraterne om de to chancer, som kunne være blevet til mål i søndags mod Lyngby.
”Jeg kommer tættere på, så mon ikke der snart kan ligge et mål og vente i nærmeste fremtid. Det vil da glæde mig. Men ærligt så er mit fokus på de hele gode præstationer og at vi vinder kampene. Og vi har også mange andre der har godt gang i målscoringen. Men de andre drenge har da drillet mig lidt med at der mangler et mål, siger en Jelert med et smil på læben.
Der er kickoff kl. 17.00 i Odense, og du kan se kampen på 6’eren eller streame Discovery+.