Kampreferat: FCK vs. Hel
Med skader hos Linderoth og Allbäck og karantæne til Grønkjær var der på forhånd lagt op til på rokeringer på holdet, og i forhold til Elfsborg-kampen valgte Ståle også at spare Niclas Jensen, Hangeland og Silberbauer. Til gengæld var Lars Jacobsen klar igen, ligesom der var plads i startopstillingen til Thomassen og Pimpong.
Stemningen var høj blandt de fremmødte fans, og man noterede sig med glæde, at den tilrejsende svenske ”heja-klack” loyalt hyldede eks-Helsingborgeren Hutch, da holdopstillingen blev råbt op i PARKEN. Men de fik dog hurtigt andet at tænke, da hjemmeholdet lagde forrygende ud i et forrygende tempo.
Pimpong kom til den første afslutning efter 4 minutter, Hutch til den næste efter 5 minutter, og efter 6 minutter slog Berglund til med et af sine velkendte løb i dybden og så stod det 1-0! Han brysttæmmede en glimrende stikning fra William, tog bolden med ind i feltet og bankede den over i det lange hjørne over en sagesløs Daniel Andersson.
I det 10. minut burde han have øget til 2-0, da Pim spillede han helt fri, men han prøvede forgæves at sætte den mellem benene på Andersson. I stedet var Mariga tæt på at udligne kort efter, da han fik lidt for god plads i vores højre side og uhindret kunne fyre et kanonskud af, der tog oversiden af overliggeren.
Bella var hård mod sine landsmænd
Det rystede dog ikke det veloplagte hjemmehold, og efter et kvarters spil slog Berglund igen til mod sine landsmænd. Hjalte sendte et frispark ind i feltet, Gravgaard kom godt op og headede på tværs til Dan, der kiksede sit skudforsøg men i stedet sendte bolden videre til Berglund, der resolut first-timede den endnu længere op i det fjerneste målhjørne end sidst.
Efter skuffelsen over at måtte starte ude mod sin gamle klub Elfsborg i søndags, må man tage hatten af for den loyale måltyv, der ligesom mod Hammarby forrige weekend viste sin skarphed med to hurtige scoringer.
Men inden man nåede at få armene ned over den tidlige to måls-føring, så lukkede Jesper Christiansen svenskerne ind i kampen igen efter et yderst sjældent kiks, hvor han gik helt fejl af et hjørne og tillod Andreas Jakobsson at pande bolden over stregen fra nært hold.
Heller ikke dette rystede dog hjemmeholdet, der ufortrødent fortsatte sit offensive og kreative spil, der gang på gang voldte HIF problemer. Pim var centimeter fra at komme på farligt skudhold i feltet efter et frispark, som Gravgaard igen fik headet godt ned, og Ailton fik også en udmærket mulighed efter et langt William-indkast. Og det kan ikke have muntret svenskerne op at kigge ud på sidelinien, hvor et kompetent udsnit af den brede bænk varmede op i form af Silber, Brede og Niclas...
Efter en lille halv time måtte Daniel Andersson præstere en fornem refleksredning på et godt forsøg fra Dan, der havde sendt bolden mod det fjerne hjørne, mens keeperen var på vej den anden vej. Men han fik lige armen i vejret og bolden verfet til hjørne. Det kom Gravgaard op og fik headet til, men den norske dommer Hauge stod godt placeret og så, at Andreas Jakobsson havde et solidt greb i den hvide trøje nr. 14, og han pegede resolut på pletten. Ikke et af de straffespark man får hver gang, men isoleret set var forseelsen soleklar. Ailton – der trods de kølige temperaturer stillede op i korte ærmer - misbrugte imidlertid tilbuddet, da han skød halvhøjt og for blødt lige til venstre for Andersson, der uden stort besvær kunne redde.
Ailton revancherede sit brændte straffe
Der gik dog ikke mange minutter før brasilianeren rettede op på renomméet ved elegant at snitte et fint indadskruet frispark fra Oscar ind ved fjerneste stolpe, som svenskerne ikke havde bemandet.
Fire mål og et brændt straffe er ikke hverdagskost, og underholdningen fortsatte, men for en stund i den forkerte ende... med lidt held og koncentration kunne HIF have reduceret, da Mariga spillede Gustav Andersson fri i højre side af feltet, men ikke fik bolden retur inde foran mål, hvor han stod alene med Jesper. Kort efter fik de endnu en pæn chance i form af et indirekte frispark lige uden for feltet efter et klodset højt ben af Hjalte, men Jakobsson sparkede bolden i muren.
Inden pausefløjtet burde Helsingborgs venstre back Miranda have set mindst gult for at rive Ailton i armen, da han var ved at slippe fri, men Hauge så åbenbart ikke noget ulovligt i den situation.
Ståle benyttede pausen til at sende Brede og Jeppe på banen i stedet for Dan og Ailton, hvilket skubbede Hutch op i angrebet, mens Jeppe indtog højre midtbane. FCK havde spilovertag i den første halve snes minutter, men tempoet faldt støt og roligt, og vi producerede ikke nogen egentlige chancer. Efter en god indledning var Pimpong forsvundet ud af kampen, og Hjalte og William gav lidt for meget plads på den centrale midtbane, så der blev for stor afstand mellem kæderne.
Forsvaret stod også lidt usikkert et par gange, og 10 minutter inde i halvlegen kom Karekezi for let uden om Gravgaard og spillede Andreas Dahl godt fri, men Brede pressede ham til at afslutte fra en spids vinkel, og Jesper reddede til hjørne. Kort efter kiksede Gravgaard en bold og Dahl kom igen helt fri, men denne gang fik Lars prikket bolden tilbage til Jesper, som samlede den op. Det takserede Hauge til en forsætlig tilbagelægning og gav HIF indirekte frispark på kanten af det lille felt. Bolden blev trillet kort til Andreas Jakobsson, men hans skud blev blokeret i den levende 11 mands-mur, der havde taget opstilling på stregen.
Helsingborg reduceret til 10 mandag
Men så gjorde svenskerne det pludselig endnu sværere for sig selv, da den indskiftede back Tamboura pådrog sig to gule kort inden for fire minutter, og ligesom i kvartfinalen måtte HIF spille kampen færdig med 10 mand.
Morten Bertolt fik sin første turneringskamp i denne sæson, da han afløste Berglund 20 minutter før tid, og Pim blev rykket op foran sammen med Hutch, mens William tog den venstre midtbane. Kampen var ved at udvikle sig til en lidt rodet affære, men Karekezi fik dog et par gode chancer, men første gang reddede Jesper let og anden gang sendte han den lige uden om stolpen efter at Oscar havde tøvet med at gribe ind.
En reducering kunne have gjort det ubehageligt spændende mod slutningen, og derfor kunne man godt have ønsket sig det fjerde mål, f.eks. da Pim tog et godt ryk i højre side af feltet og spillede på tværs af målfeltet til William, men en forsvarer fik afværget lige for næsen af hans støvlesnude. Men det brændte nu aldrig på for alvor foran FCK-målet, og mod slutningen blev der mere og mere plads til kontraer – og et par minutter før tid burde Brede have lukket og slukket, da han tilkæmpede sig plads til at brysttæmme et hjørnespark fra Lars på kanten af det lille felt, men bankede bolden langt over mål.
Efter den forrygende 1. halvleg kunne man have håbet på mere underholdning efter pausen, men det sluttede med pausestillingen 3-1. Sejren kan der intet som helst indvendes mod, og trods fraværet af 5-6 stamspillere er vi klar til vores tredje Royal League-finale ud af 3 mulige.