Kampreferat: FCN vs. FCK
De to hold
De to mest åbne spørgsmål om sæsonpremierens startopstilling blev besvaret på en måde, der nok overraskede de fleste, eftersom Oscar startede som højre back og William spillede central midtbane med nyindkøbte Rasmus Würtz og henviste Hjalte til bænken. Der startede Mackan også, for en sjælden gangs skyld, så Ailton og ligeledes nyindkøbte Morten Nordstrand startede i angrebet.
Inden kampen overrakte DBU en check til FC Nordsjælland på 50.000 kr. for at vinde Fair Play-prisen sidste sæson. Der var også blomster til keper Kim Christensen for at have rundet kamp nr. 100 inden sommerferien.
Rolig kampindledning
Selv kampindledningen blev forholdsvis rolig og først efter en lille halv snes minutter var der optræk til dramatik, da Nordstrand tilsyneladende blev revet omkuld i feltet, da Grønkjær centrede fra venstre, men Henning Jensens fløjte lød kun for et hjørne, som der ikke kom noget ud af. Et par minutter senere sendte Grønkjær eks-FCN-angriberen helt alene igennem med en vidunderlig dyb stikning, men flaget gik for en offside, der set fra lægterne så noget tvivlsom ud.
Vores nye centrale midtbane Würtz og Kvist havde godt fat i spillet og lavede mange gode ting, og defensivt gjorde Oscar sin pligt, mens det kneb mere når han skulle frem i højre side og lægge ind over. Nordstrand tog flere gode initiativer mod sine gamle klubkammerater, mens Ailton havde sværere ved at få gang i sit spil.
Mestrene fik efterhånden greb om kampen
Midt i halvlegen – da stadionuret omsider var kommet i gang – havde mestrene efterhånden et ganske godt greb om tingene og fik lagt pres på hjemmeholdet, og efterhånden begyndte chancerne også at komme. Allan Olsen var tæt på at spille Ailton helt fri i feltet, men Kim Christensen nåede ud og afværge. Würtz forsøgte sig optimistisk fra 35-40 meter, men selv om han holdt den godt nede, gik den et stykke over mål.
De hårdt fightende FCN-folk indkasserede to gule kort på den første halve time, og Kris Stadsgaard lænede sig op af et rødt, da han fældede Grønkjær midt på banen i en kontra – det så ellers ud som om Henning Jensen tog sig til lommen, men han fortrød og lod synderen blive på banen. På det følgende frispark headede Gravgaard stærkt på tværs foran mål til Silber, men Kim Christensen fik med en fantomredning afværget hans hovedstød fra nært hold.
Det begyndte at ligne en føring til gæsterne, men den kom ikke… trods flere gode tilbud. Silber slap helt fri i højre side, så sig for og fandt Ailton i modsatte side, men han forspildte det gode oplæg. Og inden pausen nåede brasilianeren at sende endnu en afslutning af sted, som endte i næverne på den stærke FCN-keeper.
Målløst ved pause var ikke helt efter spil og chancer, men man kan nu heller ikke sige, at alle 11 københavnere havde ydet sit absolut maksimale. Dertil havde man set for lidt til kantspillerne og frontløberne, hvorimod forsvaret fungerede helt upåklageligt.
Mestrene kom godt ud til 2. halvleg og fik atter lagt godt pres på hjemmeholdet, og både Grønkjær og Ailton var tæt på at komme fri til afslutninger i feltet, men blev begge tacklet i sidste øjeblik. Den ene gang var bolden alligevel tæt på at snyde Kim Christensen, der dog fik slået til et hjørne, som endte hos Silber ved fjerneste stolpe, men han bankede den lige over krydset.
Både Bernburg og Marcus Pode havde gode muligheder for til at bringe hjemmeholdet foran, men første gang var Jesper på plads og anden gang overplacerede den svenske debutant sin afslutning.
Mackan fyrede yderligere op
Det var dog stadig gæsterne, der dominerede kampen, og Allbäck afløste Nordstrand efter en lille time, og kort efter kom Hjalte ind på den centrale midtbane, mens William gik ned som højre back og Oscar forlod banen. Mackan var – sammen med en stærkt kæmpende Silber - straks med til at sætte endnu større tryk på kedlerne med sit velkendte løb og fight, mens Ailton fortsat tabte for mange bolde og ikke viste skarphed.
Med små 20 minutter igen fik Niclas en stor mulighed med et direkte frispark lige uden for feltet, men han sparkede lige ind i muren, der for øvrigt stod betænkeligt tæt på åstedet. Trods markant overtage i slutningen blev det ikke til åbne chancer, og hjemmeholdet – som naturligt nok koncentrerede sig mere og mere om det defensive - fightede heroisk.
Nedtur i overtid
Men bedst som man havde indstillet sig på et trods acceptabelt uafgjort resultat, så slog hjemmeholdet til langt inde i overtiden, og Marcus Pode fandt en udækket Issey Nakajima-Farran og den indskiftede debutant udplacerede Jesper Christiansen med et hovedstød.
Der manglede dog stadig et lille minuts tillægstid, og mestrene fik tilkæmpet sig et hjørne og sendte alle folk frem – også Jesper Christiansen, og minsandten om han ikke fik headet… på underkanten af overliggeren!!! Mere dramatisk kunne det næsten ikke blive, men det blev ikke til et nyt ”Farum-mirakel”, og i stedet kunne hjemmeholdet notere den første sejr over Byens Hold nogensinde – og dermed sagt tak for sidste efter mange dramatiske kampafslutninger, der er faldet ud til københavnernes fordel…