Kampreferat: Sch vs. FCK
F.C. København mødte her til aften FC Schalke 04 i en træningskamp på Sparkassen-Stadion i byen Gleisdorf, der ligger midt imellem storbyen Graz og byen Loipersdorf hvor Byens Hold er i træningslejr.
Kampen endte 2-2 og målene blev scoret af Michael Gravgaard og Morten Nordstrand for F.C. København, mens Kevin Kuranyi og Mimoun Azaouagh stod for tyskernes træffere.
I første halvleg kom Schalke bedst ud ad starthullerne og havde en stor chance efter ganske få minutter. Tyskerne kendte dog ikke deres besøgstid og kort efter lå bolden i de blåklædtes eget net. F.C. København fik hjørnespark og Niclas Jensen trådte op til bolden. Indlægget fandt Michael Gravgaard og pandede Løverne foran 1-0.
Der skulle desværre ikke gå mere end en håndfuld minutter førend der blev udlignet. Tyskernes Torjäger, Kevin Kuranyi, scorede til 1-1 på et velplaceret hovedstød. Herefter bølgede det noget frem og tilbage, men efter en god halv time kom de danske mestre atter foran. Tyskernes keeper lavede en graverende fejl, idet han sparkede bolden lige i fødderne på københavnernes nye angriber, Morten Nordstrand, der kvitterede for gaven, med scoringen til 2-1.
De første ti minutter af anden halvleg forløb temmelig begivenhedsløst, men herefter begyndte Schalke at vise tænder. Efter 58 minutter gik Rafinha til baglinjen og lagde bolden lige ind i panden på Kuranyi. Heldigvis for københavnerne strøg bolden tæt forbi målet. I de næste minutter af kampen havde Schalke nogle løse chancer uden at det blev helt farligt. Byens Hold kom ikke frem til det store i denne fase af kampen, bortset fra et enkelt moment hvor Silberbauer brød Schalkes opspil omkring midterlinjen og rushede ned langs kanten. På et godt indlæg headede Ailton lige forbi mål.
Med et kvarter tilbage kom Kuranyi fri til et langskud men heldigvis for Byens Hold, røg hans dommedagsbrag ganske få centimeter over mål. To minutter efter var Morten Nordstrand tæt på at komme på tavlen igen efter endnu et kiks af Schalkes bagerste. Desværre gik skuddet forbi. Endnu tættere på var Ailton fem minutter senere, da han afdriblede både en Schalke-forsvarer og keeperen, men ærgerligt blev vinklen for spids og ingen scoring. Den kom til gengæld til Schalke kort tid efter, da Mimoun Azaouagh scorede i det efterfølgende angreb, på oplæg fra Kuranyi. Herefter ebbede kampen ud og det blev ikke til yderligere scoringer.
2-2 var et logisk resultat hvor F.C. København havde et mindre overtag i første halvleg, mens Schalke havde lidt mere at byde på i anden halvleg. Både Morten Nordstrand og Rasmus Würtz fik gode debuter og faldt udmærket ind i spillet.
I morgen, onsdag den 11. juli, vender truppen hjem til mere kendte græsgange for en kort bemærkning, inden turen går til Norge og Kristiansand, hvor der spilles en sidste testkamp mod Tippeligaklubben IK Start, lørdag den 14. juli klokken 18.00.