Kampreferat: OB vs. FCK
Tæt topgør på Fionia Park
Mens OB stillede med samme 11, som sidste weekend vandt 3-2 i Aalborg, havde Ståle Solbakken skiftet ud på 4 pladser i forhold til kampen mod FCM: Oscar, Hjalte, Hutch og Ailton startede inde i stedet for Niclas, Sionko, Nordstrand og Allbäck.
Ailton var med i startopstillingen for første gang siden sæsonpremieren, og det skulle hurtigt vise sig, at han og Grønkjær fik vanskelige betingelser at arbejde under på Fionia Park. Ikke overraskende blev det nemlig en meget tæt og fysisk præget affære, hvor fynboerne kom bedst fra start, mens københavnerne havde svært ved at finde hinanden og få spillet til at glide. Det benyttede OB til at presse langt oppe på banen, men der skulle dog gå et lille kvarters tid, før de kom frem til noget der lignede en afslutning. Peder Nymann vendte rundt uden for feltet og trykkede af, men Gravgaard fik strakt et ben ud og afværget til hjørne.
Samme Nymann havde store problemer med at komme forbi en meget påpasselig Oscar i vores venstre side, og OB kørte da også de fleste angreb op i vores højre side, hvor William af og til havde sit hyr med den pågående Borring. Men da OB'eren en enkelt gang kom fri i feltet, var Gravgaard på tæerne og fik prikket den fra ham, inden han kunne nå at afslutte.
Mestrene fik bedre greb om spillet
Midt i halvlegen begyndte kampbilledet så småt at vende, efterhånden som mestrene fik styr på spillet og undgik de boldtab, der havde præget indledningen. Stadig var det dog svært at komme frem til afslutninger mod det kompakte OB-mandskab, men Brede fik dog vist hvordan man kunne gøre det, da han med en perfekt fremlægning sendte Ailton af sted i venstre side. Men der var ikke rigtig nogen med inde foran, så han måtte nøjes med et hjørne, som ikke førte til noget.
Omkring den halve time kolliderede de gamle landsholdskammerater Helveg og Grønkjær midt på banen, da begge jagtede en løs bold, og det gik værst ud over Grønkjær, der blev ramt i siden og måtte have behandling, før han kunne fortsætte.
10 minutter før pausen viste Silber godt initiativ ved at trække ind fra højre side, forbi et par OB'ere og ind i feltet, og sendte et listigt skud af sted med venstrebenet. Ikke hårdt, men med retning mod fjerneste stolpe, så Onyszko tog ingen chancer og viftede den til hjørne. Men heller ikke det fik vi noget ud af, og sådan var det i øvrigt i begge ender, når der en sjælden gang bød sig en dødboldmulighed.
OB kom som lyn og torden
Efter pausen kom OB ud som lyn og torden, og Absalonsen fyrede hurtigt et fladt langskud af fra distancen, der strøg forbi den fjerneste stolpe. Kort efter var Nymann ved at sno sig fri i feltet, men Oscar fik i sidste øjeblik blokeret til hjørne. Det fik vi ikke headet langt nok væk, hvorefter Esben Hansen bankede bolden på overkanten af overliggeren!
Man tabte næsten helt pusten efter så mange forsøg på under 2 minutter, men heldigvis var det et kortvarigt fynsk tordenvejr, og der blev tid til at sunde sig igen, selv om spillet ude på banen stadig foregik i et højt tempo, der absolut var en topkamp værdig. Würtz og Absalonsen indkasserede advarsler, efterhånden som intensiteten tog til, og små 10 minutter inde i halvlegen begyndte gæsterne at true det fynske mål. Først da Silber tog en god tur ind i højre side af feltet, men ikke fik afsluttet præcist, og siden da Würtz huggede til bolden fra kanten af feltet for blot at se den blive rettet af og stryge lige uden om den ene stolpe.
Ståle gjorde sit til at fastholde presset på OB-målet, da han ivrigt stoppede en lang bold inden den nåede helt ud over sidelinien, men Vejlgaard lod det passere. Det gjorde han desværre også, da Esben Hansen kort efter stemplede Würtz grimt på skinnebenet, men heldigvis kunne han hurtigt fortsætte den indædte fight på den centrale midtbane sammen med Hjalte.
Muligheder til William og Brede
William gik godt med frem efter en times tid og - efter en hurtig 1-2 med Silber - trykkede han af fra distancen, men den gik lige ved siden af Onyzskos mål. Også Brede benyttede lejligheden til at gå med frem engang imellem, og også han gik med i en 1-2-kombination - med den indskiftede Nordstrand - og kom fri i venstre side af feltet, men da han ville have den over til højrebenet, nåede Helveg ned og parere til hjørne.
Det var københavnerne, der sad på begivenhederne i denne fase af kampen, mens OB havde meget svært ved at komme frem til noget. Grønkjær blev vinket hårfint offside, da Nordstrand kvikt sendte ham af sted fra midten med en dyb stikning. Kort efter kom Sionko ind med nye kræfter i stedet for Würtz, og Silber gik ind på den centrale midtbane. Lars Olsen sendte også nye kræfter på banen i form af Mads Timm og Hans Henrik Andreasen, og dermed var det fortsat en lige og intens affære, som kunne falde ud til begge sider.
Den ellers noget anonyme David Nielsen fik spillet Absalonsen godt fri i feltet, men igen var Oscar påpasselig og holdt ham væk med en let skuldertackling, som affødte spredte protester for straffe.
God chance til Silber - og stor redning af Jesper i overtiden
Med små fem minutter igen fik vi pludselig en af de tilfældige chancer, som kan afgøre kampe som denne - Hjalte sparkede frispark fra venstre side, og Onyszko slog den lige ud i hovedet på Brede, men der var ikke fart nok til at bolden kunne hoppe hele vejen ind i det tomme mål, inden Anders Møller Christensen kunne sparke væk. Dog ikke længere end at Grønkjær fik headet den ned til Silber, der fra kanten af det lille felt fik afsluttet, men ikke drejet den forbi Onyszko, der dykkede ned og sikrede sig bolden.
I den anden ende havde OB stadig kræfter til at presse på i slutminutterne, og Borring tilkæmpede sig et billigt frispark lige uden for feltet, som vores mur heldigvis fik blokeret til hjørne. Langt inde i Vejlgaards overtid producerede fynboerne pludselig kampens måske største tilbud, da Chris Sørensen smækkede et hårdt frispark lige ind til Absalonsen, der midt i feltet headede hårdt mod mål - men Jesper var vågen og med en fornem redning fik han afværget et fynsk sejrsmål.
Således sluttede det for anden uge i træk målløst i et topopgør, hvor begge parter bør kunne være tilfredse med det ene point.