Kampreferat: OB vs. FCK
02/09 2012 23:00
OB og F.C. København har udkæmpet mange drabelige opgør gennem årene, og dette hører absolut til blandt de mest underholdende og seværdige.
Løverne havde ændret på to pladser i forhold til Lille-kampen i onsdags: Sölvi Ottesen erstattede Kris Stadsgaard, og Andreas Cornelius var med i stedet for Bryan Oviedo, der i fredags blev solgt til Everton. OB stillede med de samme, der tabte 0-4 til AaB i søndags, bortset fra at Kasper Larsen afløste Daniel Høegh i midterforsvaret. Men Høegh var strengt taget heller ikke med til at tabe til AaB, for han blev smidt ud i første minut og afsonede derfor karantæne i dag…
Kampens første afslutning faldt allerede efter 12 sekunder, og det skulle hurtigt vise sig, at det ikke var nogen tilfældighed. Begge hold var tydeligt opsatte på at komme frem over stepperne, og der gik da heller ikke mere end små 6 minutter, før den første scoring faldt – og den var nok engang signeret den 19-årige angrebskomet, Andreas Cornelius, der midt for mål kom stærkt op foran Anders Møller Christensen og headede Lars Jacobsens glimrende indlæg i netmaskerne uden for Mads Toppels rækkevidde.
- Den havde jeg snuppet, tænkte eks-FCK’eren Jesper Christiansen sikkert oppe på lægterne, hvor målmanden til sin store ærgrelse måtte tage plads for ikke at forværre sin skade. Her sad Martin Vingaard i øvrigt også, men det var for at afsone en spilledags karantæne for tre gule kort. Sammen med de 9.437 andre tilskuere blev de dog vidner til en forrygende fodboldkamp, hvor det vil føre for vidt at gennemgå alle chancer og afslutninger i detaljer.
Vi spoler frem til der er spillet 20 underholdende og afvekslende minutter: Morten Skoubo vandt en duel med Sölvi Ottesen og trykkede af midt i feltet, og kun en fremragende refleksredning af Johan Wiland forhindrede en fynsk udligning. Minuttet efter var det dog tæt på i den anden ende, da Santin tæt under mål styrede endnu et fint Lars Jacobsen-indlæg tæt forbi, og sådan bølgede det frem og tilbage hele tiden.
Omkring den halve time var der måske lidt stilstand at spore, men det varede ikke længe, før den pågående Rasmus Falk var ved at sno sig fri i feltet og komme til afslutning, men denne gang kom Sölvi stærkt på tværs og afværgede. Og igen – inden for samme minut, kontraangreb til løverne, men Cornelius blev tacklet, inden han fik afsluttet.
Halvlegen sluttede med et par gode FCK-indlæg fra kanterne, men inde foran manglede lige det sidste, før angriberne nåede frem og fik fordoblet føringen, så gæsterne måtte nøjes med 1-0 ved pause.
Efter pausen kom hjemmeholdet bedst i gang, og efter bare 5 minutter blev de belønnet, da Wiland gik ud i feltet for at afværge et forsøg fra Skoubo, men kun fik slået bolden ud til Andreas Johansson, der kunne sparke den ind til 1-1. Det slog dog ikke gæsterne ud, og fem minutter efter fik Bolaños en stor skudchance i højre side af feltet, men sparkede over. Straks svarede OB dog igen med et Gislason-langskud og lidt efter et fladt langskud fra Emil Larsen, hvor Wiland måtte give en retur, som Ragnar Sigurdsson lige akkurat nåede at cleare, inden Skoubo var over den.
I denne periode virkede det som om, OB havde mest at give af, og en kort periode frygtede man for gæsternes fysik efter den hårde midtuge-fight i Frankrig – men så slog Nicolai Jørgensen til med et regulært drømmemål og sendte københavnerne på sejrskurs. Lars Jacobsen slog en lang bold ned fra højre forsvarsside, og oppe i feltet forsøgte Nicolai at snitte den videre til Cornelius, men i stedet kunne han selv følge op på bolden og flugte den over i det lange hjørne forbi en chanceløs Mads Toppel.
Kort efter kom Delaney på banen for Santin, men han nåede ikke at være med til at forsvare føringen i mange sekunder, før OB udlignede på en ”dobbelt islænder”... Sölvi Ottesen kiksede en clearing i feltet, så bolden røg lige hen til landsmanden Rurik Gislason, der tæmmede den og sparkede den forbi Wiland til 2-2.
Dermed var kampen igen helt åben, men ingen af holdene var tilfredse med 2-2, og spillet bølgede fortsat frem og tilbage med afslutninger i begge ender. Bolaños fik endnu en god skudmulighed efter en kontra, men blev tacklet i sidste øjeblik, og Skoubo var 20 minutter før tid meget tæt på at heade et hjørne ind ved forreste stolpe, men med en énhånds-refleksredning fik Wiland flot afværget på selve målstregen.
Det sidste kvarter tog københavnerne mere og mere over og demonstrerede stort mentalt og fysisk overskud, men OB var alligevel meget tæt på, da indskiftede Hans Henrik Andreasen headede på overliggeren med 8 minutter igen. Trods flere gode angreb og en ihærdig jagt på de 3 point, lykkedes det dog ikke FCK’erne at gentage kunststykket fra sidste weekends 3-2-sejr i Randers, men det var også retfærdigt nok, at begge hold fik point med fra denne forrygende kamp, hvor det også er værd at notere, at der ingen advarsler faldt overhovedet.
Dermed forsvarede F.C. København førstepladsen i tabellen som det hidtil eneste ubesejrede mandskab. Efter landskamppausen venter et nyt brag af en kamp, når FC Nordsjælland kommer til PARKEN - ikke for at spille Champions League, men for at møde Byens Hold lørdag den 15. september.