Kampreferat: VB vs. FCK
Hvis man tror på varsler, kunne der godt ligge noget symbolik i, at solen skinnede på de mange medrejsende FCK-fans hele vejen over Sjælland og Fyn, men efterhånden som man nærmede sig Vejle, så trak sorte tordenskyer sammen over Nørreskoven, og på Vejle-broen stod det ned i stænger. Det nåede dog at klare op og blive solskin igen inden kick-off, men hele 1. halvleg vekslede det mellem småbyger og sol uden på noget tidspunkt at blive rigtig dårligt vejr. Og i 2. halvleg holdt det tørt, og solen skinnede.
Den vejrmæssige udvikling skulle vise sig at være meget parallel til F.C. Københavns indsats denne lørdag eftermiddag. Før pausen var det for det meste trist uden dog at blive rigtigt slemt, og kun i glimt kunne man varme sig ved gyldne solstrejf. Efter pausen var det ganske enkelt strålende, så man til sidst kunne sole sig i succes og nærmest endte med at blive lidt døsig i varmen. Og de eneste mørke skyer efter kampen var dem, der nødvendigvis må hvile over et hold, der ligger sidst og har tabt alle sine 6 kampe, hvilket i øvrigt er SAS Liga-rekord af den kedelige slags.
FCK måtte for første gang i efteråret stille op uden Jesper Grønkjær, men vi kan dog afvise forlydender om, at det var fordi der ikke var flere hele spilletrøjer til ham. Han var blevet hjemme for at pleje den lyskeskade, der også holdt ham ude af Polens-kampen, men forhåbentlig er han klar til at trække i trøjen med nr. 10 på onsdags, så Ajax-forsvaret får noget at rive i. Razak Pimpong fik chancen fra start i stedet, og den benyttede han til gang på gang at udfordre Vejles debuterende højre back, Akos Takacs – en ungarsk landsholdsspiller, som klubben har skrevet kontrakt med i denne uge, og som fik rigeligt at se til mod den hurtige ghaneser.
Chancer var der dog ikke mange af i kampens indledning, hvor Vejle gik frisk til sagen og viste mest initiativ, mens det virkede som om gæsterne havde svært ved at finde sig til rette på den regnvåde, men i øvrigt flotte bane. Michael Gravgaard havde et hovedstød efter hjørne, der gik over mål, og der skulle gå et kvarter, før det blev rigtigt farligt. Allbäck blev trukket omkuld af sin oppasser Bora Zivkovic lige uden for feltet, og André Bergdølmo sparkede et velplaceret, men for blødt frispark, som Theis Rasmussen i Vejle-målet greb sikkert.
Så kom chancerne
Den chance var dog intet i sammenligning med den hjemmeholdet fik i det 19. minut, da Brian Nielsen fik en friløber på kanten af offside og var helt alene med Jesper Christiansen, som imidlertid viste klassen ved at komme godt ud i modstanderen og lynhurtigt nåede ned og snuppede vejlenserens forsøg på at passere ham med en flad afslutning.
Det gav Vejle mere blod på tanden, og kort efter var Adeshina Lawal – som var foretrukket i angrebet i stedet for Ulrik Balling – nær sluppet helt fri, da Brede Hangeland blev presset til at heade lidt for kort tilbage til Jesper Christiansen. Men den stærke landsholdskeeper var igen på tæerne og nåede bolden inden Lawal. Minuttet efter mistede Bergdølmo bolden nede i det ene hjørne, og Vejle var igen ved at skabe en farlig situation. Men så slog mestrene til og kylede en våd klud i ansigtet på de efterhånden optimistiske Vejle-fans.
Ud af ingenting kreerede Tobias Linderoth et meget, meget smukt føringsmål, hvor han med Marcus Allbäck som mellemstation fik bolden 5-6 meter uden for Vejle-feltet, kiggede op og så at Theis Rasmussen var gået lidt for langt frem, hvorefter han følsomt lobbede bolden i kassen med venstrebenet.
Man havde næsten ondt af Vejle-mandskabet, der midt i en rigtig god periode fik topholdets kynisme at mærke. Og mens de sundede sig oven på dukkerten, begyndte spillet at løsne lidt for mestrene. Bergdølmo kom godt til baglinien, snød Mathias Hansen og lagde fladt tilbage til Pimpong i rigtig god skudposition midt i feltet, men han fik ikke trykket af. Og omkring den halve time var gæsterne pludselig tre mod tre i en hurtig kontra, efter at Allbäck godt og grundigt havde tørret Zivkovic på midten af banen. Desværre lå hans efterfølgende stikning til Silberbauer lidt for langt fremme, så Theis Rasmussen nåede ud og fik afværget.
Men Vejle var ikke slået endnu. Minuttet efter fældede Atiba Hutchinson Mathias Hansen lige uden for feltet, efter at han havde taget sig en god, lang solotur, og på det efterfølgende frispark sparkede Brian Nielsen kuglen på underkanten af overliggeren, hvorfra den slog hårdt ned i græsset – tydeligt uden for stregen – og ud til Lawal, der headede lige uden om stolpen!
Nu skete der pludselig ting og sager, og på det næste angreb headede Allbäck på overkanten af trekantsammenføjningen i den modsatte ende, og i det 36. minut stod han og Silberbauer pludselig helt alene med keeperen, da en Vejle-forsvarer ikke kom med frem og trukket offside. Desværre fik Silber ikke kontrol over bolden og blev tvunget ud i siden, så chancen blev forspildt.
Inden pausen nåede Pimpong frem til en god afslutning, da han trak ind i banen fra venstre side, men uheldigvis ramte hans skud Allbäck. Sådan blev det oftest til lige ved og næsten for ghaneseren, der ellers fik god plads i venstre side, men lige manglede det sidste, når han var kommet fri af sin oppasser. Kaptajn Linderoth fik sig et dumt gult kort for at sparke bolden væk efter et frispark, men de 4 strafpoint, som den slags forseelser takseres til, er ikke nok til at udløse karantæne i næste uges kamp mod topholdet AaB. Gravgaard nåede også at få gult for at nedlægge den hurtige Lawal i en kontra, inden Nicolai Vollquartz fløjtede til pause.
Den benyttede trænerteamet til en sjælden dobbeltudskiftning, hvor både Atiba Hutchinson og Razak Pimpong blev taget ud til fordel for U21-landsholdsspillerne William Kvist og Martin Bergvold. Sidstnævnte gik direkte ind på Pimpongs plads på venstrekanten, mens Kvist gik ud på højre kant og Silberbauer ind centralt ved siden af Linderoth.
Mestrene satte sig på kampen
Det var – også ud over udskiftningerne – et helt andet FCK-mandskab, der kom på banen efter pausen, hvor man pressede spillet højt op på Vejles banehalvdel og satte sig tungt på begivenhederne fra første fløjt, så Vejle ikke kom i gang med deres spil. Og allerede i det 48. minut lugtede det af 2-0, da Linderoth sendte et giftigt indlæg ind fra højre, som Allbäck indersideflugtede lige over mål. Kort efter var Berglund ved at komme på skudhold på kanten af feltet efter en fin stikning fra Kvist, men han fik ikke afsluttet i denne omgang.
FCK viste fortsat vilje og initiativ, og efter 10 minutter kom det mål, man sad og ventede på. Lars Jacobsen trak ind i banen midt på Vejles halvdel, spillede tilbage til Silberbauer, som så sig for og løftede bolden langt ind i feltet, hvor Berglund trak sig fri og koldt og behersket flugtede bolden ind i det modsatte hjørne.
Det fjernede reelt spændingen om udfaldet, men Brian Nielsen havde dog ikke helt opgivet håbet om at komme på tavlen, da han kort efter forsøgte at gøre Linderoth kunststykket efter og lobbede langt ude fra på Jesper Christiansen. Men den talentfulde U19-landsholdsspiller, som Vejle i sommers hentede i AB, havde ikke marginalerne med sig i dag og måtte se bolden tage overkanten af overliggeren. I stedet blev det 3-0 i det 59. minut, da Jesper Christiansen (!) sendte en lang bold op efter Berglund, som strøg af sted med kuglen i en lang spurt, inden han prikkede den forbi Theis Rasmussen. Takacs nåede ned og prøvede at blokere, men kunne kun skubbe kuglen hen på stolpen, hvorfra den trillede ind over stregen.
Dermed stod det 2-1 til Berglund over Linderoth, men efter 66. minutter udlignede kaptajnen i den interne dyst, da han præcist skruede et direkte frispark ind ved nærmeste stolpe uden chance for målmanden. Martin Bergvold burde krediteres med en assist, da det var hans fornemme rush ned mod feltet, som udløste frisparket, da han blev kraftigt kantet af Bora Zivkovic. Det var dog Takacs, som fik advarsel for forseelsen af den ellers udmærkde Nicolai Vollquartz.
Herefter valgte Ståle Solbakken at aflaste endnu en af de spillere, der midt på ugen havde været i landsholdsaktion, da han trak Lars Jacobsen ud til fordel for Oscar Wendt, som gik ind på venstre back, mens Bergdølmo trak over i højre side.
Silberbauer fik et gult kort for at komme for sent ned og tackle den indskiftede Issey Nakajima-Farran, som senere måtte udgå af kampen igen med en skulderskade. Men ellers skete der ikke så meget mere i det sidste kvarter, bortset fra at man et par minutter før tid noterede et godt kontra-rush af Gravgaard, som brød et Vejle-angreb på kanten af eget felt og styrtede med frem, men lige akkurat ikke nåede at få bolden tilbage til en afslutning.
Kampen ebbede ud, og hjemmepublikummet begyndte så småt at sive ud i den dejlige sensommersol over Nørreskoven efter endnu en pointløs kamp, alt i mens de på lystavlen – den gode, gamle som blev til overs i Idrætsparken, da PARKEN blev bygget – kunne se, at Vejle de næste par uger skal møde Viborg, Randers og Silkeborg. Nu skal der vist til at ske noget, hvis ikke VB skal være helt hægtet af, når bladene begynder at falde.
F.C. København kunne derimod sætte sig op i spillerbussen og vende hjem til hovedstaden som tophold i SAS Ligaen, i hvert fald indtil resten af weekendens kampe er afviklet. Næste søndag venter som sagt et spændende topopgør mod AaB, men først venter returkampen i Amsterdam mod Ajax!