Kampreferat: Vib vs. FCK
Viborg havde inden kampen udtrykt håb om, at F.C. København ville spare en del stamspillere og måske ville være til at tale med på grund af den forestående Ajax-kamp. Ståle Solbakken havde dog kun valgt at ændre på 2 pladser fra MyPa-kampen, idet Oscar Wendt og Razak Pimpong afløste henholdsvis André Bergdølmo og Michael Silberbauer. Og mestrene var ikke til at tale med!
Hjemmeholdet indledte ellers optimistisk i deres første hjemmekamp efter Tommy Møller Nielsen havde overtaget fra Ove Christensen. Viborg havde bolden mest de første 5-10 minutter, men som halvlegen skred frem stod det klart, at mestrene ikke havde tænkt sig at give ved dørene. Og det var hverken overraskende eller ufortjent, at Fredrik Berglund efter en lille halv time kunne score sit første SAS Liga-mål for F.C. København. Han fik en fremragende stikning i dybden fra anfører Tobias Linderoth og alene med John Alvbåge scorede han sikkert.
Allerede i det fjerde minut havde han haft bolden i Viborg-nettet, men der var forinden vinket for offside. Inden scoringen var den største chance tilfaldet Razak Pimpong, der i temmelig god skudposition overplacerede sin afslutning, så den gik lige uden om stolpen.
Kort efter scoringen havde Atiba Hutchinson en god chance til at udbygge føringen, men vi skulle hen til det 39. minut, før netmaskerne igen blafrede. Men først var det overliggeren, der rystede! Tobias Linderoth sendte et drøn af et frispark af sted, der ramte overliggeren – og sprang ud til Jesper Grønkjær, der let kunne heade den ind til 2-0.
Og det kunne nemt være blevet 3-0 inden pausen. Først gik Alvbåge fejl af et indlæg, og en forsvarer måtte på stregen redde Marcus Allbäcks bløde hovedstød. Og et par minutter senere tog Grønkjær en flot dribletur på tværs af feltet, og bedst som alle ventede en hård, flad afslutning, løftede han bolden elegant over i den modsatte side af feltet, hvor Fredrik Berglund flugtede den på stolpen.
Viborg nåede at få sit første hjørnespark i halvlegens overtid, men måtte se tilbage på en halvleg, hvor man var blevet godt og grundigt udspillet af et koncentreret og effektivt FCK-mandskab.
Efter pausen forsøgte Viborg at komme ind i kampen igen, men formåede ikke at komme til afslutninger. Efter et lille kvarter af halvlegen var Pimpong ved at drible sig fri på kanten af feltet og blev kantet af en forsvarer, og dommer Michael Svendsen fløjtede prompte – dog ikke for det ventede frispark, men for at give Pimpong advarsel for at filme.
Ståle Solbakken valgte at sende Michael Silberbauer på banen i stedet for Berglund, og det blev noget af en entré, han fik. Et halvt minut efter han var kommet ind, trillede han bolden i det tomme mål! Forarbejdet stod Atiba Hutchinson for, da han smart stak bolden indenom til den fremstormende Silber, der let afdriblede Alvbåge og øgede til 3-0.
Oppe på midten af banen lå Mikkel Rask efter et sammenstød, men Viborg havde selv demonstreret i 1. halvleg, at man ikke kunne drømme om at sparke bolden ud, selv om en modstander ligger i græsset. I en situation, hvor Linderoth lå og ømmede sig, angreb man ufortrødent, og selv om Christopher Poulsen i et stille øjeblik ville trille bolden ud over sidelinien, røg træner Tommy Møller Nielsen ud og gestikulerede, at han skulle spille videre.
Med den komfortable 3-0-føring valgte trænerne at tage Jesper Grønkjær og Tobias Linderoth ud til fordel for Martin Berglund og William Kvist. Inden de fik lejlighed til at gennemføre udskiftningen, fik Viborg dog pyntet på resultatet på et tvivlsomt straffespark, som blev dømt mod Brede Hangeland for at vælte Mikkel Rask, da Viborg sendte en høj bold ind i feltet. Steffen Højer, der inden kampen havde doneret sidste sæsons topscorerpris til Rasmus Greens efterladte, reducerede, selv om Jesper Christiansen var helt ude ved stolpen.
Det gav en kort overgang hjemmeholdet ny gejst, men F.C. København viste hurtigt, at man ikke havde tænkt sig at slække grebet, og resten af kampen sad man mere og ventede på 4-1 end 3-2. Et par gode langskud fra Lars Jacobsen og William Kvist var dog det tætteste man kom, og de mange medrejsende fans kunne klappe 3-1-sejren hjem. Og nu kan vi så begynde at tale om den der Ajax-kamp…