Parken er klar til sæsonstart i hvidt og blåt
C-tribunens nye farver får premiere til den første hjemmekamp mod AGF i dag.
I sommerpausen har gigantiske kraner og dygtige montører arbejdet i 30 meters højde for at forvandle C-tribunen i F.C. Københavns farver.
Carlsberg har til lejligheden givet afkald på den grønne farve, der i mange år har præget C-tribunen, og derfor er den sidste tribune i Parken nu også hvid og blå. Forvandlingen sker som led i den nye partneraftale med Carlsberg.
”København er hvid og blå. Derfor skal alle tribuner i Parken naturligvis også være det, og det var ikke en svær beslutning for os at erstatte vores velkendte grønne farve med den hvide og blå til netop dette formål. Vi er tværtimod meget stolte af, at vi på den måde kan bidrage til at fuldende Parkens udtryk,” siger Christopher Bak Billing, sponsor-og salgsdirektør hos Carlsberg Danmark.
Parken skal være hvid og blå
For godt ti år siden blev Parkens trapper og banehegnslåger malet hvide. Det blev samtidigt startskuddet til et fokuseret og målrettet arbejde med at udvikle både Parkens og klubbens udtryk. En udvikling vores mange partnere gerne vil støtte op om.
”Da vi forlængede aftalen med Carlsberg, var det med en klar intention om at styrke partnerskabet yderligere med en række stærke initiativer. At Carlsberg forstår betydningen af, at Parken skal være hvid og blå, og dermed accepterer at lægge deres grønne farve væk, er et klart signal om deres enorme opbakning til klubben og fansene,” siger F.C. Københavns kommercielle direktør, Mikkel Grove Lindsted.
Flere tiltag på vej
Der er mange F.C. Københavnere, der løbende har spurgt til, om Parken kan blive hvid og blå, og derfor glæder vi os ekstra meget til sæsonens første hjemmekamp mod AGF, hvor vi kan vise Parken frem klædt i klubbens farver – helt i tråd med den fantastiske kulisse, som fansene skaber.
Flere initiativer i den nye partneraftale med Carlsberg bliver løbende aktiveret med det omdrejningspunkt at forbedre oplevelsen i Parken. Det gælder blandt andet selvbetjeningsboder, større udvalg af drikkevarer, forbedring af øl-infrastrukturen og en helt unik F.C. København-øl.