Roland: Vi skal skaffe information

Roland: - Vi spiller som et hold


Foto: Julie Delin Fosdal, FCK.DK



af Torkil Fosdal


Med 2-0-sejren over FC Midtjylland fik de danske mestre et glimrende udgangspunkt før tirsdagens vigtige Champions League-playoff mod Viktoria Plzen i PARKEN. Cheftræner Roland Nilsson glædede sig især over, at hans tropper for alvor optrådte som et hold i dag:

- Vi har spillet en del kampe nu med det nye hold, og i dag viser vi, at vi spiller som et hold, og det er meget vigtigt også i forhold til den opgave, der venter på tirsdag. Det er vigtigt for selvtilliden. Men det er også vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at udnytte vores chancer - i internationale kampe er det ikke sikkert, vi får lige så mange muligheder, som vi får i dag.

Dame N'Doye var tilbage i målscorerens rolle, og cheftræneren roste ham også for hans to scoringer, men kunne også se muligheder for forbedringer i hans spil:

- Han er ikke helt oppe på sit bedste niveau på grund af den lille skadepause, han havde tidligere på sæsonen, og han havde også en kamp for Senegal i midtugen, hvor han måtte arbejde hårdt på kanten. Han så måske lidt træt ud i perioder i dag, men han fik ny energi efter målet, og da så det bedre ud, vurderede Roland.


FCM's cheftræner Glen Riddersholm indrømmede, at den københavnske sejr var fortjent, men han ærgrede sig også over, at hans mandskab ikke kendte sin besøgelsestid, når man fik chancerne.

- Vi kom ellers godt ud til 1. halvleg og spillede os frem til nogle gode muligheder, men skarpheden manglede, og så får man ikke point med hjem herfra, konstaterede han nøgternt efter kampen.


Dame N'Doye: Ikke en let kamp for os

- Vi skaber som altid mange chancer i PARKEN, og det gør vi også i dag. Det var ikke en let kamp for os, vi prøvede hele tiden at presse på for at vinde. Jeg er ikke 100 % på toppen endnu, men sålænge holdet arbejder hårdt sammen, gør de det let for mig.


César Santin: Ligeglad hvem der scorer, bare vi vinder

- 1. halvleg pressede vi godt og skabte 5-6 store chancer. Det var en okay kamp for mig personligt, men målene manglede. I dag var det N'Doye, der scorede, næste gang er det måske mig - jeg er ligeglad, bare vi vinder.


Pierre Bengtsson: Også godt at holde nullet

- Jeg synes, det var en god kamp, men jeg synes vi var lidt uheldige med ikke at føre efter 1. halvleg. Der var en periode i 2. halvleg, hvor de styrede spillet lidt for meget, men vi ved, at vi er stærke på hjemmebane og at chancerne skal nok komme. Det var også godt at holde nullet med tanke på tirsdagens kamp mod Plzen - den glæder vi os allesammen meget til!


Mathias Zanka Jørgensen: Skaber mange chancer og spiller flot

- Vi dominerer fra start til slut, men måske går der lidt indianerbold i den i 10-15 min i 2. halvleg, hvor vi måske ikke har helt styr på det. Men vi skaber mange chancer og spiller flot i dag, og jeg er helt tilfreds, selv om vi først afgør det til sidst.