Sidste runde i grundspillet

Sidste runde i grundspillet

Søndag spiller vi den sidste kamp i Alka Superliga-grundspillet, når vi møder Silkeborg IF på udebane kl. 17.00.

Alle rundens kampe spilles på samme tidspunkt, og TV-rettighedshaverne - Viasat og Discovery Networks Danmark - har valgt ikke at vise vores kamp på en af deres hovedkanaler.

Du kan dog streame den direkte på Viaplay, og som altid kan du også følge med på vores live-Twitter @FCKobenhavnLive og i Liga på P3. Og sidst, men absolut ikke mindst, kan du jo lægge vejen forbi Mascot Park i Silkeborg og støtte drengene på stadion.

Vi ved, at mange af jer, der tog turen til Amsterdam, er trætte og skuffede her dagen derpå. Det er spillerne også, men der er stor ros og anerkendelse fra hele holdet for den fantastiske støtte fra næsten 2.000 fans i Amsterdam. Men nu gælder det først og fremmest om at hente tre point i Silkeborg i jagten på at genvinde det danske mesterskab!

Foto: FCK.DK


Foreløbig er fire af de seks hold klar til slutspillet, og ud over FCK er det Brøndby, Lyngby og FC Midtjylland. SønderjyskE, Randers FC, AaB, FC Nordsjælland og - lidt langt ude i teorien - Silkeborg kæmper om den sidste plads.

Alle seks hold tager deres point med, og alle møder hinanden  hjemme og ude i løbet af slutspillets 10 runder. Slutspil-programmet bliver offentliggjort på tirsdag, og indtil da kender vi altså ikke vores program for resten af foråret - bortset fra vores hjemmekamp i DBU Pokalen mod AGF, som spilles 4., 5. ellers 6. april.

Terminerne for spillerunderne i slutspillet er dog fastlagt - med det sædvanlige forbehold for, at kampene - undtagen de sidste runder - kan flyttes lidt frem eller tilbage afhængig af TV-rettighedernes valg af kampe.

2. april: 27. runde
9. april: 28. runde
17. april (2. påskedag): 29. runde
23. april: 30. runde
29. april: 31. runde
7. maj: 32. runde
14. maj: 33. runde
17. maj (midtuge-runde): 34. runde
21. maj: 35. runde
28. maj: 36. runde


>> Læs mere om den nye turneringsstruktur på superliga.dk