Sjette 3-0-sejr til kvinderne

Løvinderne vandt lørdag over Ølstykke i 2. division og for sjette gang i sæsonen blev sejrscifrene 3-0. Liv Norre Rasmussen og to mål af Emma Brandt sikrede sejren.

Foran 876 tilskuere i Vanløse faldt første mål kort før pausen, da Sophie Borre sendte Liv Norre Rasmussen afsted med en friløber, og hun svigtede ikke og bragte værterne i front 1-0.

Efter knap en times spil blev føringen fordoblet, da Emma Brandt brød igennem fra fløjen og scorede til 2-0. Og hun var også på pletten igen ti minutter før tid på oplæg af Catrine Gryholt Larsen.

Emma Brandt er nu oppe på 5 mål i 2. division og er FCK-topscorer indtil videre.

Forfølgerne fra Sundby måtte nøjes med 2-2 mod Ballerup-Skovlunde, og dermed trækker FCK fra i toppen af tabellen og har nu 22 point for 8 kampe, mens Sundby på 2. pladsen har 14 point for 7 kampe.

Næste opgave i 2. division er på udebane mod B73 Slagelse næste lørdag den 12. oktober kl. 12.00.

Næste hjemmekamp på Vanløse Idrætspark er først lørdag den 2. november kl. 11.30 mod Sundby.