Ståle: Manglende effektivitet - og rent uheld

Ståle: Manglende effektivitet - og rent uheld

Trods massiv overvægt i spil og chancer lykkedes det ikke at lukke og slukke, og så kunne FCN kort før tid udligne mestrenes spinkle ét-måls-føring med deres første skud på mål i hele kampen. -Det er frustrerende, at vi mangler effektivitet i disse kampe, men i dag havde vi dog masser af kvalificerede afslutninger, så jeg tillader mig også at sige, at det er rent uheld, vurderede Ståle Solbakken efter kampen.

 

11-0 i chancer...
Assistenttræner Peter Nielsen noterede 11 FCK-tilbud på blokken, mens FCN dårligt havde haft en chance endnu, da Dennis Cagara pludselig sparkede bolden ind fra 25 meters afstand i slutminutterne. Da de to hold mødtes i sæsonpremieren slog nordsjællænderne også til i slutminutterne, da Issey-Farran headede kampens enlige mål ind efter at Byens Hold også havde domineret begivenhederne. Og sidst de to hold mødtes i PARKEN i marts i år snuppede FCN også det ene point efter et langskud sent i kampen.

 

- Det er frustrerende, men jeg synes i dag, at vi har så mange gode afslutninger, at det også er rent uheld, at vi ikke scorer mere end den ene. Enten rammer den lige en modstander, eller også tager den træværket, så det er ikke en rar følelse at stå her bagefter, indrømmede cheftræneren, der indrømmede, at mestrene har manglet effektivitet i et stykke tid.

 

- Statistisk scorer man normalt én gang for hver 3-4 chancer, men jeg ved godt, at vi nok er ved at ødelægge den statistik, smilede Ståle, som glædede sig over, at hans mandskab bare blev bedre og bedre som kampen skred frem, og endda nåede at tilspille sig yderligere et par chancer efter gæsternes udligning.

 

- Jeg tror, målene ligger lige om hjørnet. Vi mangler lige at få de nemme mål i øjeblikket, men det er vigtigt, at vi bliver ved med at tilspille os så mange chancer, som vi gør, sagde Ståle, der ikke ærgrede sig over, at han valgte Ailton og Nordstrand frem for Allbäck. - Nej, det er jo også først Mackans første SAS Liga-mål, og jeg synes Ailton trængte til at starte inde, og desuden havde Mackan spillet 100 minutter i torsdags.

 

Stolt Wieghorst: -Uafgjort var fortjent
FC Nordsjællands træner Morten Wieghorst var naturligvis stolt af sit hold og afviste, at det var et uretfærdigt resultat:

 

- Vi scorede lige så mange mål som den, så derfor er det et retfærdigt resultat, ræsonnerede han, men kunne naturligvis ikke være uenig i, at hans hold var under pres i store perioder af kampen. - Vi tilspiller os for lidt, men der skal en stærk mentalitet til alligevel at komme igen og få noget med hjem. Se også på vores hold, vi spiller med en helt grøn central midtbane og får to midterforsvarere skadet i løbet af kampen - og så står vi over for næsten lutter landsholdsspillere. Jo, jeg er meget stolt af hele holdet, sagde Wieghorst.

 

Lars Jacobsen på besøg
Efter kampen var der i øvrigt besøg i FCK-omklædningsrummet af Lars Jacobsen, og han kunne også huske, at FCN før havde hentet point mod slutningen.

 

- Men går vi længere tilbage, så var det i mange år os, der stjal point fra dem, husker Lars, der i øvrigt kunne fortælle, at han regner med at kunne spille igen om 3 ugers tid. - Det er lysken, der har drillet lige siden jeg kom til Tyskland, men de sidste uger har jeg kørt et specialtræningsprogram, så nu regner jeg med, at jeg snart er klar igen. Men hidtil har jeg slet ikke trænet med resten af holdet, og det er selvfølgelig en ærgerlig måde at starte på i en ny klub. Bortset fra det er jeg nu faldet godt til i byen, så nu skal jeg bare til at spille noget fodbold, fortalte fynboen til FCK.DK.

 

Læs mere om kampen her.