Ståle: Godt tilfreds, især med 1. halvleg

Ståle: - Vi mister helt konceptet

Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk

Døren til F.C. Københavns omklædningsrum var lukket usædvanligt længe efter aftenens forsmædelige pokalexit i Haderslev, men såvel spillet som resultatet hørte absolut også til det højst usædvanlige. Efter stærke indsatser mod Eindhoven og Silkeborg var der ikke mange, der lige havde set dette kollaps komme - heller ikke cheftræner Ståle Solbakken, der var skuffet, men fattet, da han og spillerne stillede sig til rådighed for pressen efter kampen.

- Det er svært at forklare, præcis hvad der sker - der er mange årsager til det her. Men efter deres to hurtige mål, så ramler vi helt og mister fuldstændig konceptet. I pausen prøver vi at ændre på det og gambler med tre udskiftninger for at bringe ny energi til holdet, men da de kommer på 4-0, er løbet kørt. Vi vil naturligvis analysere kampen nærmere de næste dage, for det er jo det værst tænkelige udgangspunkt før de næste 3 kampe, som ikke fås meget sværere: Esbjerg ude, Eindhoven hjemme og AaB ude.

Ståle afviste enhver snak om, at holdet ikke var godt nok forberedt til kampen:

- Vi var udmærket forberedt, og vi havde endda set de seneste dage, hvordan det kunne gå for Real Madrid, Esbjerg og Brøndby i deres pokalkampe, og til taktikmødet talte vi om at det altid er en tålmodighedsprøve at spille her i SønderjyskE, hvor man skal undgå at lave dumme fejl. Vi har også udmærket styr på begivenhederne de første 20-30 minutter, hvor de bare står og afventer, at vi laver fejl - og så straffer de os prompte. 

- Når spillet ikke kører, så vil jeg gerne have, at holdet skal falde tilbage på et fast fundament og en mere simpel struktur, men det er som om vi prøver at løfte vores spil yderligere, når det ikke kører. Du kan sammenligne det med en højdespringer, der ikke kan ramme 2,30, så skal man måske sætte overliggeren ned til 2,20, men vi sætter den op til 2,40. Men jeg tager naturligvis det fulde ansvar, det gør jeg altid, og også i dag. Der er dog andre end mig, der må kigge lidt indad efter den her præstation, og det ved drengene godt, sluttede Ståle Solbakken efter klubbens hidtil største nederlag i pokalturneringen. 

 

Hjalte Nørregaard: Uforklarligt

- Det er uforklarligt lige nu, hvad der sker i dag. Jeg må bare sige undskyld til alle dem, der støtter op om klubben. Intet hænger sammen i dag, men sket er sket, og det gør meget ondt lige nu, men vi må bare hive os selv op igen til på søndag.

Thomas Kristensen: Intet lykkes

- Det er bare sådan en dag, hvor intet lykkes. Vi forsøget at komme tilbage efter pausen og får også mere spil, men da så kommer på 4-0, så er det jo afgjort.

Niclas Jensen: Spillet var det værste

- 0-5 er et forfærdeligt resultat, men vi ville også have været dybt skuffede hvis vi havde tabt 0-1, sådan som vi spillede i dag. Vi skaber jo ikke noget som helst.