
Videre til 1/8-finalerne efter 3-1-sejr
Fantastisk fight gennem 120 minutter sikrede F.C. København avancement til 1/8-finalerne med en 3-1-sejr i Heidenheim!
Efter endnu en fremragende gennemført 1. halvleg gik løverne fuldt fortjent til pausen med en 1-0-føring, som Amin Chiakha sørgede for i 37. minut, da han headede et perfekt Kevin Diks-indlæg i nettet.
Denne gang holdt vi godt fat i kampen efter pausen og kontrollerede fuldstændig begivenhederne, og efter otte minutter blev Gocholeishvili nedlagt i feltet og fik straffe efter et VAR-tjek. Kevin Diks var igen sikkerheden selv og øgede til 2-0.
Det tvang tyskerne til at satse fremad, og det førte også til et par store chancer, men Diant Ramaj reddede fremragende, når det brændte på - og vi lurede hele tiden på kontraer, der kunne give det tredje mål.
17 minutter før tid lykkedes det Heidenheim at reducere på et frispark lige uden for feltet, som Leo Scienza skruede ind ved den ene stolpe.
Dermed stod det lige i det samlede regnskab, og Heidenheim fortsatte med at presse kraftigt på for en afgørelse i ordinær tid, og i 90. minut var marginalerne med os, da Scienza skød på stolpen og bolden ramte Ramaj i ryggen, men gik over.
De første 15 minutters forlænget spilletid var ganske lige og chancefattige, men i 113. minut faldt afgørelsen! Gabriel tacklede bolden frem ad banen, Jordan Larsson førte den frem mod feltet, hvor det tyske forsvar mislykkedes med at cleare, og Rodrigo Huescas bankede bolden ind til 3-1!
Men vi slap ikke for drama til det sidste, da Marvin Pieringer bankede bolden i nettet i næstsidste minut - men det blev annulleret for, at han først kontrollerede den med hånden.
Start-11: Ramaj - Diks, Gabriel (anf.), Garananga, Meling - Gocholeishvili, Clem, Froholdt, Achouri - Elyounoussi, Chiakha
Slut-11: Ramaj - Diks, Gabriel, Hatzidiakos, Meling - Huescas, Delaney (anf.), Froholdt, Robert - Mattsson, Larsson
VIDERE!
Fredag kl. 14 trækker UEFA lod til 1/8-finalerne den 6. og 13. marts, hvor vi enten møder Chelsea eller Vitória SC. Billetinfo følger snarest efter lodtrækningen.
Allerede på søndag kl. 18 er der topbrag i Parken mod FC Midtjylland. Der er få billetter tilbage på billet.fck.dk - og husk, at med et FCK+ abonnement får du 10% rabat på billetten.