Viktor Bjarki Dadason

Ugen der gik (34/2024)

U19-PREMIERESEJR
U19 sæsondebuterede i U19-ligaen i fredags med en 3-0 i Aarhus, som vi skrev om her. Vi glemte dog at sige tillykke til Tristan Panduro og William Nørløv, som begge fik officiel U19-debut, da de kom på banen i 2. halvleg.

U19's næste kamp er først lørdag den 14. september, kl. 12.30 ude mod Sønderjyske.

>> Syv FCK'ere på U19-landsholdet


U17 VANDT OGSÅ I AARHUS
Lørdag eftermiddag sæsondebuterede U17 også med en udesejr over AGF på 2-0, begge mål sat ind af Viktor Bjarki Dadason.

Han kom i sommer fra Fram i Reykjavik og debuterede sammen med den norske centerforsvarer Henrik Haraldsen, som er kommet fra Fredrikstad, Mads Jørgensen, midtbanespiller fra Silkeborg samt de oprykkede U15-spillere, forsvareren Noah Madsen, midtbanespilleren Jamil El-Rrami og angriberen Elvin Mehicic, som alle kom på banen i 2. halvleg.

U17 spiller også næste gang i Haderslev lørdag den 14. september - dog uden William Nørløv, der efter fredagens U19-indhop også startede for U17 om lørdagen, men blev udvist fem minutter før tid og har en spilledags karantæne.


U15 TABTE I AARHUS
Det blev ikke alle gode gange tre, for fredag eftermiddag tabte U15 deres sæsonpremiere i Aarhus med 0-2.

I modsætning til U19 og U17 skal de i kamp allerede på fredag, hjemme mod FC Nordsjælland kl. 17.30, og næste tirsdag den 3. september, kl. 18.30 i Lyngby.


B1903 OG KB
I serie 1 vandt B1903 i lørdags 6-1 over Østerbro IF 2 hjemme på klubanlægget på Lyngbyvej. KB spillede for anden gang i træk 3-3, denne gang hjemme mod Skjold 2.

03'erne spiller lokalopgør mod GVI på lørdag kl. 12, og KB møder på onsdag kl. 18.30 Brønshøj 2 i Tingbjerg.

KB's oldboys - med bl.a. Kvist og Vingaard - indledte efterårssæsonen med en 1-0-udesejr over B.93 og får i aften besøg af Frederikssund IK på KB's anlæg.