Flyvende fra start med mesterskab
F.C. København blev stiftet 1. juli 1992 og spillede samme dag sin allerførste kamp i TOTO Cup'en, hvor Grasshoppers blev besejret 2-1 på Østerbro Stadion. I disse historiske, men beskedne omgivelser spillede klubben sine første hjemmekampe, da græsset i PARKEN – der netop var ombygget fra Københavns Idrætspark – endnu ikke var groet fast.
Holdet var stort set identisk med det succesfulde B1903-hold fra den forgangne sæson. Det hold, der glippede mesterskabet på sidste spilledag, og som i efteråret havde ud- og nedspillet Bayern München med 6-2 i Europa Cup'en.
Truppen rummede en ideel kombination af rutine og erfaring, teknik og talent. Den gamle garde bestod blandt andet af den danske landsholdsforsvarer Ivan Nielsen, der tidligere havde udmærket sig i hollandsk fodbold, Pierre Larsen, en dygtig og højt respekteret "playmaker", samt Michael Manniche, der var vendt tilbage til dansk fodbold efter at have opnået legendestatus i Benfica. Holdet rådede desuden over de unge og teknisk velfunderede Johansen-tvillinger, Christian Lønstrup, Diego Tur og Lars Højer - Danmarks nok største frisparksekspert nogensinde.
F.C. København vandt sin gruppe i TOTO Cup'en i sommeren 1992, men da det for alvor gjaldt på den internationale scene, måtte man tidligt strække våben mod de stærke franskmænd fra Auxerre, som senere kun var en straffesparks-konkurrence fra at komme i finalen.
Til gengæld kom man flyvende fra start i Superligaen, hvor man hurtigt blev udråbt som mesterskabs-favoritter. Løverne overvintrede da også på førstepladsen, men det blev alligevel en tæt afgørelse i forårets slutspil. Mesterskabet blev først sikret i den næstsidste kamp med et sejrsmål i overtiden til 3-2 i Brøndby, og dermed var grunden også lagt for den rivalisering mellem de to klubber, der siden skulle komme til at præge dansk topfodbold.
I pokalen nåede FCK semifinalerne efter at have elimineret Brøndby og Hvidovre, men tabte knebent til OB med sammenlagt 2-3.
Men alt i alt fik Hovedstadens nye storklub, F.C. København, en fantastisk start med et mesterskab i sit første leveår!