Femte DM-guld

Den samlede danske sportspresse var overbeviste om, at sommerens mange ændringer i truppen ville få negativ indflydelse på holdets resultater. Væk var Magne Hoseth, Todi Jónsson, Peter Christiansen,  Jesper Bech, Hjalte Nørregaard, Christian Traoré , Ole Tobiasen og sidst, men ikke mindst - Sibusiso Zuma, klubbens største profil nogensinde, fik endelig opfyldt sit ønske om at spille i en af de "fem store ligaer", da tyske Arminia Bielefeld hentede ham til Bundesligaen.
 
Med afgangen af disse spillere var der dog skabt plads til nye. Jesper Christiansen og Michael Gravgaard kom til fra Viborg, svenske Marcus Allbäck fra Hansa Rostock, nigerianeren Peter Ijeh blev bragt over fra Sverige og nordmanden André Bergdølmo blev hentet i Dortmund.
 
Og der viste sig ikke at være grund til bekymring. Løverne gik suverænt gennem efteråret med kun ét nederlag, og aldrig før havde et hold så mange point efter 20 runder.  Til gengæld løb man ind i en gedigen europæisk skuffelse, om end af en helt anden kaliber end Gorica-fadæsen året før. Først klarede man fremragende 1-1 mod Hamburger SV på Volkspark og var endda tæt på sejren i slutminutterne, men returkampen blev en regulær farce med den engelske domer Matt Messias i centrum for løjerne. Det endte med en tysk 1-0-sejr på et forkert dømt straffe i overtiden, og de efterfølgende københavnske frustrations-udvisninger var nærmest de eneste kendelser, der ikke blev rystet på hovedet over på den aften..
 
Men Hans Backe kunne dog med god samvittighed trække sig tilbage ved årsskiftet med en statistik som den hidtil mest vindende FCK-træner. Men Ståle Solbakken stod klar til at tage over - ikke bare som cheftræner, men i høj grad også hvad angår rekorderne. Det havde de færreste nok turdet drømme om dengang, hvor der var en del skepsis om nordmandens noget sparsomme træner-erfaring på højt niveau.
 
Samtidig stoppede både Peter Møller og Bo Svensson, men i stedet hentede Ståle sin landsmand Brede Hangeland i Viking samt canadieren Atiba Hutchinson i Helsingborgs IF. Også den ghanesiske landsholdsspiller Razak Pimpong kom på en fri transfer fra FC Midtjylland.
 
Byens Hold hjemtog for andet år i træk Royal League-trofæet, mens der nok engang blev kørt parløb mellem Brøndby og F.C. København om Danmarksmesterskabet. Med et 0-0 resultat i deres indbyrdes opgør i fjerdesidste runde, bevarede københavnerne deres 6-points forspring. Dermed var mesterskabet så godt som i hus med 1-0 sejren i den efterfølgende kamp mod Viborg FF, og som så ofte før i sæsonen, blev sejren hentet hjem til allersidst i kampen.
 
Det var det store kendetegn for holdet i den første halvsæson under Ståle Solbakken: der blev kæmpet lige til dommerens slutfløjt! Det gav sene sejre over AaB, Lillestrøm i Royal League-finalen, AC Horsens og som nævnt, Viborg FF. Helt usædvanligt for klubben blev holdets angribere ved med at score, hvilket betød at Marcus Allbäck og Álvaro Santos lå på en delt 1. plads på SAS Ligaens topscorerliste, inden sidste spillerunde.
 
Desværre havde Santos karantæne i sæsonens sidste kamp og Marcus Allbäck formåede ikke at score i sæsonafslutningen, så Viborgs Steffen Højer løb for tredje sæson i træk med topscorertitlen.
 
Trods nederlag i sæsonens sidste to kampe fastholdt Byens Hold sit 6-points forspring, da rivalerne ligeledes tabte deres sidste to kampe. Dermed blev F.C. København Dansk Mester 2006 og skaffede sig det femte DM-trofæ i klubbens korte historie. Nu sad man efterhånden solidt på fodboldtronen i Danmark, men den europæiske succes udeblev stadig, trods sporadisk fine resultater…